Er det mon tid, til at overgive sig?

Jeg har altid sagt til mine veninder og dem omkring mig' lad være med at lede efter kærligheden, fordi kærligheden finder dig når du mindst venter det, og den sande kærlighed kan ikke opspores, den opstår. Kærligheden er ikke belejlig og kommer som regel' når det mindst passer ind. Den tjekker ikke ind de ensomme søndage aften'ner hvor du ligger med pizza bakken på maven med ondt i nakken og bare har brug for den.

Ubelejligt siger jeg? Jeg befandt mig i min egen personlige selvrealisering, mit ego var stort og jeg havde egentlig ingen intentioner om at jeg skulle finde nogen kæreste det næste års tid ( det var et løfte til mig selv) Mig og mine veninder var i centrum og drengene de var bare for sjov. Byturerne var mange og flirtene endnu fler. Men så en aften, hvor jeg befandt mig i mit mest ego-centrede tilstand, min mest distancere tilgang til andre mennesker, på det mest useriøse diskotek i byen, i en god brandert og intet anende, dukkede/tjekkede denne der kærligheds sig ind på mig! Jeg vidste det ikke selv i starten. Men hvad gør man så' når en one nighter - udvikler sig til en soul mate?

Soulmate er et stort ord (og jeg har også slettet ordet 50 gange indtil nu) men here it goes, fordi det er det han er. Jeg har mødt et menneske som giver mig alt det, jeg før har drømt om. Han giver mig ubetinget kærlighed, også om morgenen når mit hår er uglet og makeuppen ligger på hovedpuden. En som nusser mig på lænden, når jeg har ondt den ene gang om måneden. En som for det bedste frem i mig, en som roser mig og tror på mig og støtter mig uanset hvad vej jeg går. En som giver mig modspil, som sætter mig på plads når jeg blir for meget. En som kan diskutere med mig, lytte på mig og forstå mig og en som interessere sig. En som bærer over med mig, når jeg blir hysterisk og pige-sur. En som kan nusse mig i søvn. En jeg kan grine med, fjolle rundt med, snakke med, og græde med. En som er parat til at give mig hele verden, en som kan give mig plads til at være den jeg er, uden at ligge bånd på mig, men som altid stadig vel stå trofast ved min side.
Det unikke ved ham, er at han altid kan se mig og det bedste i mig'trods mørket.
Han er fantastisk !

One-nighteren, blev ved, og han kæmpede og han gør det stadig - fordi han tror på mig og han tror på os. Trods mit evige ævl om at jeg havde brug for at finde mig selv og leve mit eget liv. Han har aldrig givet op, og har aldrig ladet mig tvivle på hans kærlighed.

Spørgsmålet er nu, er det mon tid til at overgive sig?

Han spurgte mig om idag, om jeg ville med på eventyr?
Er det på tide at spænde sikkerhedselen op, og springe ud i det, trods alt' ved jeg at han om nogen, har kræfterne til at gribe mig når jeg falder og at han vil gøre det!

You can't fight love, I have done it too long (l)

Denne er til dig, Morten :)